Ejendomsværdi for huse trin 3: Vi beregner en foreløbig ejendomsværdi

Vi beregner en foreløbig værdi af din ejendom ved at gange kvadratmeterprisen for din ejendom med bygningernes vægtede areal. Vi vægter arealerne, fordi forskellige typer areal påvirker ejendommens samlede værdi forskelligt.

Vi beregner det vægtede areal

På de fleste ejendomme er der forskellige typer areal, fx flere etager, kælder, udnyttet tagetage, udestue, garage, annekser og udhuse.

For at tage hensyn til de forskellige arealers værdi vægter vi arealerne og lægger dem sammen til et samlet vægtet areal. På den måde sørger vi for, at forskellige typer areal, fx boligareal og loftsareal, tæller forskelligt i vurderingen. 

Det samlede vægtede areal er altså ikke nødvendigvis lig med det antal m², som boligen eller alle bygningerne kan opmåles til.

Eksempel: Sådan beregnes vægtet areal og foreløbig ejendomsværdi

En ejendom har et boligareal på 100 m² og en kælder på 50 m², som ikke er godkendt til beboelse. Dens samlede areal er 150 m², men dens samlede vægtede areal er 120 m².

De to typer areal har forskellig vægt, fordi de ikke er lige meget værd:

  • Boligarealet på 100 m² vægter med 100 % og tæller derfor med 100 m².
  • Kælderen på 50 m² vægter med 40 %, fordi den ikke er godkendt til beboelse. Den tæller derfor med 20 m².

Når vi skal beregne den foreløbige ejendomsværdi, ganger vi kvadratmeterprisen for ejendommen med det samlede vægtede areal, det vil sige 120 m². På den måde tager vi højde for, at de to typer areal ikke er lige meget værd.