Boligejere får besked om boligskatten for 2021-23

I disse uger får mange besked om evt. ændringer i skatten for 2021-23. Skatten for disse år er i første omgang opkrævet på et midlertidigt grundlag. Nu beregner vi den endelige skat på baggrund af 2020-vurderingen og efterregulerer ved ændringer.

Boligskat på et foreløbigt grundlag

Da boligskatten for 2021, 2022 og 2023 blev beregnet, var 2020-vurderingen endnu ikke klar. Derfor er boligskatten for disse år i første omgang blevet opkrævet på et midlertidigt grundlag. Nogle boligejere har allerede fået efterreguleret skatten på baggrund af 2020-vurderingen. Nu har vi sendt 2020-vurderinger ud til mange flere boligejere og fortsætter med efterregulering af deres boligskat.

Efterregulering af grundskyld: Ny ejendomsskattebillet fra kommunen

Når vi har beregnet den endelige grundskyld på baggrund af 2020-vurderingen, sender kommunen en ny ejendomsskattebillet for det pågældende år. Hvis du har ejet ejendommen i både 2021, 2022 og 2023, modtager du flere ejendomsskattebilletter. Til og med 2023 var der skatteloft på grundskylden, der begrænser, hvor meget den kan stige hvert år. Da langt de fleste boligejere er tilmeldt indefrysningsordningen for grundskyld, vil eventuelle stigninger også typisk blive indefrosset, så du først skal betale, når du sælger boligen. Det betyder, at 2020-vurderingen får begrænset økonomisk betydning for de fleste boligejere. Hvis du har spørgsmål om efterregulering af din grundskyld, skal du kontakte din kommune.

Læs mere om efterregulering af grundskylden

Efterregulering af ejendomsværdiskat: Besked på årsopgørelsen

Ændringer i ejendomsværdiskatten kan du se på årsopgørelsen for det pågældende år. Når vi har beregnet din endelige ejendomsværdiskat på baggrund af 2020-vurderingen, får du besked fra TastSelv med link til årsopgørelsen. Hvis du har ejet ejendommen i både 2021, 2022 og 2023, får du link til 3 nye årsopgørelser. For langt de fleste boligejere vil der ikke være ændringer i ejendomsværdiskatten, fordi der gælder et skattestop til og med 2023.

Læs mere om efterregulering af ejendomsværdiskatten