Grundværdi trin 1: Vi fastsætter en gennemsnitlig hektarværdi for produktionsjorden
Vi indhenter oplysninger om grunden for at kunne identificere alt det på grunden, der er produktionsjord.
Produktionsjord er:
- Jord beliggende i landzone, som bruges til landbrug eller har fredskovspligt, og som ikke kan bruges til andet ifølge planlovgivning/offentlig regulering.
- Naturarealer i landzone tilhørende landbrugs- og skovejendomme, som ikke kan bruges til andet ifølge planlovgivning/offentlig regulering.
- Arealer til bygninger, som bruges i landbrugs-/skovdriften, og som derfor er en del af produktionen, hvis arealet ikke er omfattet af andet plangrundlag. (Bygninger, der ligger i byzone eller som er omfattet af lokalplan er ikke produktionsjord).
- Fredskovsarealer i byzone, hvis de tilhører en ejendom, der er kategoriseret som landbrugs- og skovejendom.
Sådan beregner vi, hvor stort et areal der er produktionsjord
Vi fastsætter en grundværdi for produktionsjorden ud fra hektarpriserne
Vi bruger de tidligere grundværdier fra 2012 til at fastsætte det gennemsnitlige niveau, som produktionsjorden på din ejendom skal vurderes på baggrund af.
- I vurderingen for 2021 viderefører vi hektarpriserne fra 2012 uden fremskrivning af prisudviklingen fra 2012 til 2021.
- I vurderingen for 2023 fremskriver vi hektarpriserne fra vurderingen for 2021 med prisindeks fra Danmarks Statistik på baggrund af prisudviklingen fra 2021 til 2023.
Du kan ikke altid sammenligne din gennemsnitlige hektarværdi med naboejendommens, da de gamle grundværdier, som vi baserer os på, tager højde for forskellige særlige forhold på ejendommene.
Du kan se, hvordan vi bruger den tidligere grundværdi i din nye vurdering
Når du får vurderingen for 2021, kan du se, hvordan vi har brugt den gamle grundværdi til at komme frem til den nye gennemsnitlige hektarpris for din ejendom. Her kan du også se alle dine jordstykker, der er registreret i matrikelregisteret.