Permanent ekstensivering af arealer på landbrugsejendom

Hvis du får tinglyst et areal som permanent ekstensiveret, kan det have betydning for din ejendoms juridiske kategori.

Som ejer af en ejendom med landbrugsarealer kan du søge om kompensation for at udtage hele dit areal eller dele af det som permanent ekstensivering. Hvis du får tinglyst et areal som permanent ekstensivering, kan det areal ikke længere betragtes som en del af en intensiv landbrugsdrift.

Juridisk kategori: Vi ser på din ejendoms samlede karakter

Ved hver vurderingstermin undersøger vi, om din ejendom har ændret sig på sådan en måde, at den skal skifte juridisk kategori. Grundlæggende er kriteriet for, at en ejendom kan kategoriseres som landbrugsejendom, at der skal foregå egentlig landbrugsdrift på ejendommen. Fx skal jorden drives landbrugsmæssigt, og/eller der skal være erhvervsmæssig husdyrproduktion.

Permanent ekstensiverings betydning for den juridiske kategori

Den permanente ekstensivering får ikke nødvendigvis betydning for din ejendoms kategori. Kravet om egentlig landbrugsproduktion kan stadig være opfyldt, selvom der sker permanent ekstensivering. Der kan stadig foregå en reel landbrugsdrift på de ekstensiverede arealer, fx ved græsproduktion til foder og afgræsning (evt. af forpagter), eller hvis der på ejendommen samtidig er en betydelig husdyrproduktion.

Den permanente ekstensivering kan dog få betydning. Det afhænger af, hvor meget den samlede karakter af din ejendom ændrer sig, når du tinglyser et areal til permanent ekstensivering. Det kan fx være afgørende hvor stor en landbrugsejendom, der er tale om, eller hvor mange dyr, der indgår i husdyrproduktionen. 

  1. Din ejendom skifter ikke juridisk kategori:
    Den samlede karakter ændrer sig ikke, selvom du tinglyser et areal som permanent ekstensivering. Landbrugsdriften vægter stadig tungere end boligdelen og et evt. andet erhverv. Din ejendom bliver derfor stadig kategoriseret som en landbrugsejendom.

  2. Din ejendom skifter juridisk kategori:
    Den samlede karakter ændrer sig, sådan at boligdelen eller det andet erhverv, du evt. har på ejendommen, kommer til at vægte højere end landbrugsdriften. Hvis dét er tilfældet, skifter din ejendom juridisk kategori til enten ejerbolig eller erhvervsejendom. 

Læs mere om, hvordan vi kategoriserer landbrugsejendomme

Fra hvornår vil den ændrede anvendelse få betydning for din vurdering?

Hvis tinglysning af et areal som permanent ekstensiveret sker i løbet af 2025, kan det få betydning for ejendommens juridiske kategori ved den efterfølgende termin den 1. januar 2026.

Er din ejendom omfattet af overgangsordningen?

Den ændrede anvendelse har ikke betydning for overgangsordningen.

Læs mere om overgangsordningen