Skift af kategori til landbrugs- eller skovejendom

I forbindelse med de foreløbige 2023-vurderinger har nogle ejendomme skiftet kategori. Det kan bl.a. skyldes en ny måde at kategorisere ejendomme på i det nye vurderingssystem.

Er det nyt for dig, at din ejendom er en landbrugs- eller skovejendom?

De offentlige ejendomsvurderinger har været suspenderet siden 2012, men nu har alle ejendomme fået en foreløbig ejendomsvurdering, som skatten i 2024 er blevet beregnet ud fra.

Da ejendommens kategori bliver bestemt i forbindelse med vurderingen, har visse ejendomme skiftet kategori i forbindelse med den foreløbige vurdering.

Dels har vi med den nye vurderingsmetode fået en ny måde at kategorisere ejendomme på, hvor vi ser på ejendommens samlede karakter fremfor fx ejerforhold. Dels kan der være sket ændringer på ejendommen, siden den sidst blev kategoriseret og vurderet – typisk i 2012.

 

Læs om årsager til skift af kategori

Sådan beskatter vi landbrugs- og skovejendomme

Hvis din ejendom er kategoriseret som en landbrugs- eller skovejendom, og du har en bolig på grunden, betaler du 2 slags skatter:

  • Grundskyld – både for boligens grund, produktionsjorden og eventuel øvrig jord (fx jord med andet erhvervsmæssigt formål)
  • Ejendomsværdiskat for helårsboligen (som du bor i) og/eller et sommerhus med tilhørende grund.

Boligskatterne (grundskyld og ejendomsværdiskat for boligen) betaler du over forskuds- og årsopgørelsen, og betalingen vil derfor ske som en del af den løbende skattebetaling.

Du kan se grundskylden for din bolig og ejendomsværdiskatten på forskudsopgørelsen for 2024.

Se forskudsopgørelse på skat.dk
.

Grundskyld for produktionsjorden og den øvrige jord opkræves over Skattekontoen. 

Nye skatteregler for landbrugs- og skovejendomme fra 2024

 

  • For boligdelen af din landbrugs- og skovejendom er der vedtaget lavere skattesatser. Det betyder lavere boligskat for de fleste. Resten får en skatterabat, der beskytter deres boligøkonomi.

  • For produktionsjorden videreføres skattesatsen, der typisk er lavere end for øvrige ejendomme, og der indføres en stigningsbegrænsning på grundskylden.

  • For jord med andet erhvervsmæssigt formål er der vedtaget en lavere skattesats, og der indføres en ny stigningsbegrænsning på grundskylden.

Læs mere om skattereglerne for landbrugs- og skovejendomme