Overgangsordning ved skift fra landbrug/skov til ejerbolig

Hvis din landbrugs- eller skovejendom skifter kategori til ejerbolig fra 1. marts 2021, kan du vælge at blive omfattet af en overgangsordning, der gør, at du bliver på samme vilkår, som da din ejendom var en landbrugs- og skovejendom.

Du kan søge om overgangsordning, hvis du har modtaget en afgørelse om, at din landbrugs- eller skovejendom skifter kategori til ejerbolig fra vurderingsterminen 1. marts 2021.

Overgangsordningen betyder, at ejendommen fortsat vil blive vurderet og beskattet som landbrugs- eller skovejendom, selvom den efter de nye regler egentlig skulle skifte til ejerbolig.

Det betyder, at din ejendom fortsætter med at blive vurderet som en landbrugs- og skovejendom og beskattet med den grundskyldspromille, der gælder for landbrugs- og skovejendomme.

Overgangsordningen gælder som hovedregel, indtil ejendommen skifter ejer.

Hvis din ejendom ikke kom med i overgangsordningen

Hvis en ejendom ikke kom med i overgangsordningen, vil den blive kategoriseret som ejerbolig.

Det betyder bl.a., at

  • din ejendom vil blive vurderet som en ejerbolig og dermed fremover beskattet med den grundskyldspromille, som gælder for din kommune.
  • du fra 2024 kan få skatterabat på både din grundskyld og din ejendomsværdiskat, hvis du ejer din ejendom senest den 31. december 2023, og hvis de nye skatteregler fører til en skattestigning.
     

Hvis du senere foretager ændringer på ejendommen

Hvis du har valgt overgangsordningen, og du herefter foretager væsentlige ændringer på ejendommen, vil ejendommen udgå af overgangsordningen.

Det er som udgangspunkt kun, hvis du sælger jord fra og kommer under 2 ha, at din ejendomme vil udgå af overgangsordningen.

Hvis din ejendom udgår af overgangsordningen, vil den blive omvurderet som en ejerbolig, og dermed fremover beskattet med den grundskyldspromille, som gælder for din kommune.

Det har stor betydning, om ændringer af din ejendom sker før eller efter den 1. januar 2024, hvis de medfører, at du udgår af overgangsordningen.

 

Har du spørgsmål, så ring til os

Er du i tvivl, om du er omfattet af overgangsordningen, eller har du spørgsmål til kategorisering af landbrugs- og skovejendomme, er du velkommen til at ringe til os på 72 22 16 16.