Sådan efterregulerer vi ejendomsskatterne på landbrugs- og skovejendomme
Udsendelsen af vurderingerne af landbrugs- og skovejendomme er forsinket. Derfor betaler du skat på et foreløbigt grundlag. Når du får de endelige vurderinger, bliver dine skatter for 2022 og frem genberegnet og efterreguleret.
Når du får din 2021-vurdering og din endelige 2023-vurdering, bliver dine ejendomsskatter beregnet på ny ud fra grundlaget i den endelige vurdering. Det betyder, at vi efterregulerer dine ejendomsskatter for 2022 og frem – både hvis du har betalt for lidt eller for meget.
Sådan beregner og efterregulerer vi din grundskyld
Grundskyld for 2022 og 2023
Vurderingen for 2012 er foreløbigt beskatningsgrundlag
Du betaler i første omgang grundskyld af en videreført vurdering fra 2012 (eller en senere omvurdering, hvis din ejendom er blevet omvurderet efter 2012).
Vurderingen for 2021 er endeligt beskatningsgrundlag
Når du får din vurdering for 2021, som vi udsender fra 2025, genberegner og efterregulerer vi din grundskyld for 2022 og 2023, så du bliver beskattet på baggrund af det rigtige grundlag.
For de fleste vil det have begrænset betydning på grund af et skatteloft, der sikrer, at grundskylden maksimalt kan stige med 4,4 % fra 2021-2022 og 2,8 % fra 2022-2023.
Det er kommunerne, der gennemfører opkrævning eller udbetaling, når ejendomsskatterne for 2022 og 2023 efterreguleres – også selvom efterreguleringen først sker i 2024 og frem.
Grundskyld for 2024 og 2025
Foreløbig vurdering for 2023 er foreløbigt beskatningsgrundlag
Du betaler i første omgang grundskyld af en foreløbig vurdering for 2023.
I 2024
I 2024 gælder den særlige regel, at grundskylden ikke kan stige mere, end den ville have gjort, hvis skattereglerne fra 2023 var blevet videreført.
I 2024 betaler du nemlig grundskyld ud fra den laveste af disse 2 beregninger.
- Grundskylden opgjort efter den nye ejendomsskattelov, dvs. grundværdi minus 20 % x ny grundskyldspromille
- Grundskylden opgjort efter den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, dvs. den laveste af 2 værdier:
- Grundværdi minus 20 % x grundskyldspromillen for 2023 for din kommune.
- Grundskatteloftsværdien for det relevante år
I 2025
Fra 2025 betaler du grundskyld på baggrund af den nye stigningsbegrænsningsregel, der gælder for produktionsjorden og jord, der anvendes til et andet erhvervsmæssigt formål.
Det betyder, at grundskylden højst kan stige årligt med 4,75 % af grundskylden beregnet ud fra den seneste aktuelle vurdering.
Værdien af stigningsbegrænsningen lægges til grundskylden fra året før (2024).
Den begrænsede stigning gælder, indtil grundskylden fra den seneste vurdering er fuldt indfaset.
Vurderingen for 2023 er endeligt beskatningsgrundlag
Vi forventer at kunne udsende den endelige 2023-vurderinger fra 2025/2026.
Når din endelige vurdering for 2023 kommer, genberegner og efterregulerer vi din grundskyld for 2024 og 2025, så du bliver beskattet på baggrund af det rigtige grundlag.
For 2024 gælder fortsat den særlige regel, at grundskylden ikke kan stige mere, end den ville have gjort, hvis skattereglerne fra 2023 var blevet videreført.
For 2025 gælder reglen om stigningsbegrænsning, der lægges til grundskylden fra året før.
Det er Skatteforvaltningen, der behandler efterreguleringerne af ejendomsskatterne for skatteåret 2024 og frem.
Lægges der renter til, når vi efterregulerer dine skatter?
Ejendomsskatter betalt over Skattekontoen
- Du er blevet opkrævet for meget i grundskyld og dækningsafgift
Når vi tilbagebetaler beløbet, som du har betalt for meget, får du også udbetalt renter.
Renterne lægges til beløbet fra og med datoen for opkrævningens sidste betalingsfrist og frem til den dato, hvor vi efterregulerer dine skatter.
Renterne udgør 0,4 % plus et variabelt tillæg, der i 2024 udgør 0,2 %, dvs. i 2024 i alt 0,6 %. - Du er blevet opkrævet for lidt i grundskyld og dækningsafgift
Når vi opkræver det beløb, som du har betalt for lidt, lægger vi ikke renter til. Heller ikke hvis du som ejer selv har valgt at fastholde dækningsafgiften på 2023-niveau.
For dine boligskatter, som du betaler over forskuds- og årsopgørelsen, gælder der andre regler.
Ejerskifte: Hvilken ejer efterreguleres?
- Efterregulering for skatteårene 2022-2023
Efterregulering af ejendomsskatterne i skatteårene 2022-2023 sker hos den, der ejer erhvervsejendommen på det tidspunkt, hvor efterreguleringen finder sted. Det gælder også, selvom efterreguleringerne af disse skatteår først sker efter 2024, hvor reglerne ændres.
- Efterregulering fra og med skatteåret 2024
Grundskyld og dækningsafgift opkrævet over Skattekontoen vil blive efterreguleret hos den ejer, der ejede erhvervsejendommen på det tidspunkt, som efterreguleringen omhandler.
Er der sket ejerskifte, vil den tidligere ejer både modtage en eventuel efteropkrævning og en eventuel udbetaling af for meget betalt grundskyld og dækningsafgift. Den nye ejer vil hæfte for betalingen med sin erhvervsejendom i de situationer, hvor den tidligere ejer ikke betaler, fx hvis den tidligere ejer ikke findes længere.
Ejendomsværdiskat opkrævet via forskuds- og årsopgørelsen
Ejendomsværdiskatten vil både før og efter 2024 blive efterreguleret hos den ejer, som ejede boligen på det tidspunkt, som efterreguleringen vedrører. Er der sket et ejerskifte, vil den nye ejer ikke blive berørt af evt. efterreguleringer i ejendomsværdiskatten, som omhandler den forrige ejers ejerperiode.