Kortvarig ustabilitet bag login 21. november kl. 13

Torsdag den 21. november kl. 13-13.30 kan du opleve ustabilitet, når du kigger på din vurdering bag login. Vi beklager besværet.

Erhvervsejendomme, der er opstået efter den 1. januar 2023

Nyopståede erhvervsejendomme beskattes fra 2025, hvis de er opstået i løbet af 2023. De beskattes på baggrund af et foreløbigt beskatningsgrundlag.

Hvis din erhvervsejendom er opstået efter den 1. januar 2023, har du ikke fået en foreløbig 2023-vurdering, og du er ikke blevet opkrævet ejendomsskatter for 2024.

For nyopståede erhvervsejendomme opkræver vi skatter fra disse år:

  • Hvis din ejendom er opstået i løbet af 2023, opkræves du grundskyld og en evt. dækningsafgift fra 2025.
  • Hvis din ejendom er opstået i løbet af 2024, opkræves du grundskyld og en evt. dækningsafgift fra 2026.

Nyopståede ejendomme får et foreløbigt beskatningsgrundlag

Hvis din erhvervsejendom er opstået efter den 1. januar 2023, får du ikke en foreløbig 2023-vurdering. I stedet fastsætter vi et foreløbigt beskatningsgrundlag for din ejendom. Det bruger vi til at beregne grundskyld og dækningsafgift for 2025, indtil der kommer en vurdering af din ejendom.

Du har fået det foreløbige beskatningsgrundlag tilsendt med digital post i løbet af 2024.

Hvis din ejendom er opstået efter den 1. januar 2024, får du et foreløbigt beskatningsgrundlag, som vi bruger til at beregne dine skatter for 2026.

Du kan ændre det foreløbige beskatningsgrundlag

Hvis du mener, det foreløbige beskatningsgrundlag er for højt, kan du give os besked om det beløb, du vil have rettet det foreløbige beskatningsgrundlag til.

Det kan du gøre ved at ringe til os på 72 22 16 16.

Du skal dog være opmærksom på, at hvis den foreløbige grundværdi bliver sat meget lavt, vil det betyde en større efteropkrævning, når de endelige ejendomsvurderinger kommer, og grundskylden og dækningsafgiften genberegnes.

Sådan beregner vi grundskylden

Når vi beregner grundskylden for en nyopstået ejendom, gør vi følgende:

  1. Vi trækker 20 % fra det foreløbige beskatningsgrundlag ud fra et såkaldt forsigtighedsprincip
  2. Vi beregner grundskylden med de lavere grundskyldspromiller, der er politisk vedtaget fra 2024 til 2028.

Vær opmærksom på, at der ikke er stigningsbegrænsning på grundskylden for nyopståede ejendomme. Det er først på eventuelle fremtidige stigninger (dvs. fra og med vurderingen for 2025), at vi beregner en stigningsbegrænsning på grundskylden.

Sådan efterregulerer vi grundskylden

Når vurderingen af din ejendom er klar, efterregulerer vi grundskylden. Hvis du har betalt for meget, får du penge tilbage. Hvis du har betalt for lidt, får du en ekstra opkrævning.

Sådan beregner vi dækningsafgiften

Når vi beregner dækningsafgiften for en nyopstået ejendom, gør vi følgende:

  1. Vi trækker 20 % fra det foreløbige beskatningsgrundlag ud fra et såkaldt forsigtighedsprincip
  2. Vi beregner dækningsafgiften med dækningsafgiftspromillerne, der er politisk vedtaget for årene 2022-2028.

Vær opmærksom på, at ejere af nyopståede ejendomme efter den 1. januar 2023 ikke kan benytte sig af muligheden for  selv at fastsætte beløbet for den foreløbige dækningsafgift. Den mulighed kræver, at der faktisk blev opkrævet dækningsafgift for ejendommen i 2023.

Sådan efterregulerer vi dækningsafgiften

Når vurderingen af din ejendom er klar, efterregulerer vi dækningsafgiften. Hvis du har betalt for meget, får du penge tilbage. Hvis du har betalt for lidt, får du en ekstra opkrævning.

Vær opmærksom på, at stigningsbegrænsningen, der forventes vedtaget i andet halvår af 2024, ikke vil gælde for 2024 og 2025 for nyopståede ejendomme. Det er først på eventuelle fremtidige stigninger (dvs. fra og med vurderingen for 2025), at vi beregner en stigningsbegrænsning på dækningsafgiften.