Tidligere vurdering fra før 2020
Den første endelige vurdering i det nye vurderingssystem er 2020-vurderingen. Tidligere vurderinger fra det gamle vurderingssystem ligger ikke her på vurderingsportalen.
Tidligere vurderinger fra før 2020 ligger på ois.dk
Du kan se tidligere ejendomsvurderinger fra det gamle vurderingssystem på ois.dk. Under "Økonomi" kan du åbne "Tidligere vurderinger og salgspriser" og "Tidligere vurderingsmeddelelser".
Du kan desuden se tidligere års ejendomsværdier på dine årsopgørelser til og med 2023. Tidligere års grundværdier kan du se på ejendomsskattebilletter fra kommunen til og med 2023.
Boligskat til og med 2023
Boligskat for 2021, 2022 og 2023 skulle beregnes på baggrund af 2020-vurderingen. Men den var ikke klar, da skatten skulle beregnes. Derfor blev boligskatten i første omgang beregnet på baggrund af den seneste vurdering fra det gamle vurderingssystem.
Til og med 2023 var der skattestop og skatteloft. Det betød, at du typisk ikke betalte boligskat af vurderingen fra det gamle ejendomsvurderingssystem:
Skattestop: Ejendomsværdiskat blev beregnet på baggrund af den laveste af 3 værdier. Hvis du vil se, hvilken værdi skatten blev beregnet på baggrund af, kan du slå det op i vurderingsfortegnelsen.
Skatteloft: Der var en grænse for, hvor meget grundskylden kunne stige hvert år.
Læs mere om skattestop og skatteloft
De sidste 2020-vurderinger er på vej.
Vi har udsendt 2020-vurderinger siden 2021, og de fleste boligejere har nu modtaget deres vurdering. Du får besked med digital post, når din ejendom skal vurderes.