Tillæg og nedslag
Vi tager automatisk højde for mange forhold i vurderingen. I særlige tilfælde kan der dog være flere forhold, som påvirker værdien af din ejendom. Så kan vi give tillæg eller nedslag.
Vi tager automatisk højde for mange forhold, når vi vurderer din ejendom og justerer for forskelle mellem den og dine referenceejendomme. Det er bl.a.:
- ejendommens alder
- bygningsmaterialer
- boligens og grundens størrelse
- ejendommens omgivelser, fx afstand til natur og infrastruktur og udsigt til hav og sø.
Tillæg eller nedslag i særlige tilfælde
Udover alle de forhold, vi automatisk tager højde for, kan der i helt særlige tilfælde være andre forhold, der kan påvirke værdien af din ejendom. Det kan betyde, at vi giver tillæg eller nedslag i den foreløbige ejendomsværdi, foreløbige grundværdi eller begge værdier.
For at vi kan give tillæg eller nedslag, skal forholdet påvirke værdien af din ejendom væsentligt. Dvs. at du ved et salg ville få en betragteligt lavere eller højere pris for ejendommen netop pga. dette forhold.
Forholdet skal påvirke værdien med mindst 5 %
Samtidig skal forholdet – måske sammen med andre forhold – i langt de fleste tilfælde påvirke ejendomsværdien eller grundværdien med 5 % eller mere. Det er fastsat i ejendomsvurderingsloven.
Undtagelser
I nogle tilfælde skal et forhold ikke påvirke værdien med mindst 5 %, for at vi kan give tillæg eller nedslag. Det gælder fx de tillæg eller nedslag, vi giver:
- hvis vi manglede data eller havde forkerte data, fx BBR-oplysninger, da vi beregnede den foreløbige ejendomsværdi og grundværdi.
- hvis der var en uafsluttet byggesag på ejendommen, da vi beregnede den foreløbige ejendomsværdi og grundværdi.
- hvis grundværdien er påvirket af en servitut, der direkte fastsætter, hvordan hele grunden skal anvendes eller udnyttes.
- hvis vores beregning af mulighederne for at udstykke en grund ikke er retvisende. Det kan fx skyldes, at en servitut fastsætter, at grunden ikke må udstykkes, eller at vi har forkerte data om grundens mindstegrundstørrelse. Det gælder også for de nedslag i grundværdien for udgifter til udstykning, som vi giver, når vi vurderer, at det er muligt at udstykke en grund.