Grundværdi for huse trin 2: Vi beregner en foreløbig grundværdi
Vi tager udgangspunkt i prisniveauet i området og vurderer, hvad din helårs- eller sommerhusgrund ville være værd, hvis der ikke var bygget noget på den.
Værdien af en grund er påvirket af beliggenheden
Grundens værdi er i høj grad afhængig af, hvor den ligger. Når vi fastsætter grundværdi, tager vi derfor udgangspunkt i prisniveauet i området.
Sådan gør vi
1. Vi beregner en ejendomsværdi for et standardhus på din grund
Vi forestiller os, at et standardhus er bygget på din grund. Vi udregner en samlet værdi for standardhuset og din grund, altså en ejendomsværdi.
Vi bruger den metode, vi altid bruger, når vi fastsætter ejendomsværdi for helårshuse og sommerhuse. Vi bruger altså de samme referenceejendomme og oplysninger om omgivelser, som når vi fastsætter ejendomsværdien for din ejendom.
Hvad er et standardhus, og hvordan bruger vi det?
Hvorfor bruger vi en ejendomsværdi for et standardhus, når vi vurderer huse?
2. Vi aflæser en værdi på grundværdikurven
Ejendomsværdien for standardhuset på din grund bruger vi til at aflæse en værdi for grunden på det, vi kalder grundværdikurven.
Grundværdikurven viser forholdet mellem ejendomsværdi og grundværdi. Kurven bygger på en lang række data, fx fra salg af ubebyggede grunde og data fra ejendomsmæglervurderinger.
Hvad er grundværdikurven for huse?
3. Vi justerer i forhold til den bedste udnyttelse af grunden
Værdien, vi har aflæst på grundværdikurven, afspejler, hvad din grund er værd, uden at vi har taget højde for, hvor meget der må bygges på den.
Men hvor meget du kan udnytte grunden, har betydning for værdien af den. Derfor justerer vi værdien i forhold til en typisk grund:
- For helårshuse: 800 m² med en bebyggelsesprocent på 30 %.
- For sommerhuse: 1.200 m² med en bebyggelsesprocent på 15 %.
Vi ser derfor på 2 forhold:
1. Hvor stort et etageareal må der bygges på din grund?
- Hvis den bedste udnyttelse af din grund gør det muligt at bygge et større etageareal end på den typiske grund, justerer vi op.
- Hvis den bedste udnyttelse af din grund betyder, at det kun er muligt at bygge et mindre etageareal end på den typiske grund, justerer vi ned.
2. Hvor stort er restarealet på din grund?
- Hvis restarealet er større end den typiske grunds, justerer vi op. Hvis det er mindre, justerer vi ned.