Nyt vurderingssystem tager højde for tidligere tillæg og nedslag

I de fleste tilfælde er tidligere tillæg og nedslag ikke længere relevante. I det nye vurderingssystem tager vi nemlig højde for en del af de forhold, der tidligere gav tillæg eller nedslag. Tjek, om du tidligere har fået nedslag eller skatterabat.

Forhold, som i tidligere vurderinger gav tillæg eller nedslag vil ofte automatisk være indeholdt i det nye vurderingssystem. De nye ejendomsvurderinger tager nemlig højde for langt flere forhold og bygger også på salgspriser i området via såkaldte referenceejendomme.

Nyt system tager højde for mange flere forhold

De nye vurderinger bygger på nye og forbedrede data om din ejendom og lokalområdet. Vi har mange og detaljerede data om bl.a. ejendomme, salgspriser, omgivelser og planforhold. Dem bruger vi i vores beregningsmodel, når vi vurderer din ejendom og sammenligner den med andre ejendomme. Dermed kan vi vurdere, hvad en lang række forhold betyder for værdien af din ejendom.

Vi sammenligner med referenceejendomme

Når vi bruger referenceejendomme til at sammenligne din ejendom med, bliver tidligere tillæg og nedslag tit overflødige. Et forhold, som tidligere ville give et tillæg eller et nedslag, vil ofte også gøre sig gældende for de senest solgte ejendomme i området – referenceejendommene. På den måde er forholdet allerede regnet med i ejendomsvurderingen, fordi den bygger på referenceejendommenes salgspriser.

Vi bruger 15 referenceejendomme, når vi vurderer huse, 10 når vi vurderer ejerlejligheder. Vi tager udgangspunkt i dem, når vi beregner en m²-pris for dit område.

Referenceejendommenes salgspriser afspejler en lang række forhold, som køber har været villig til at betale for, fx:

  • Beliggenhed
  • Afstand til motorveje
  • Afstand til kyst
  • Ejendommens karakteristika.

Med udgangspunkt i m²-priserne for dit område justerer vi bagefter for forskelle mellem din ejendom og referenceejendommene og når på den måde frem til en vurdering, der er specifik for din ejendom.

Læs mere: Sådan justerer vi for forskelle mellem din ejendom og referenceejendommene

Du kan stadig få tillæg eller nedslag

Udover alle de forhold, vi automatisk tager højde for, kan der i helt særlige tilfælde være andre forhold, der kan påvirke værdien af din ejendom. Det kan betyde, at vi giver tillæg eller nedslag.

Når vi skal til at vurdere din ejendom, får du først de oplysninger, som vurderingen vil bygge på. Det hedder en deklaration. Her kan du tjekke, om vi har taget alle relevante oplysninger med. Hvis du mener, der er forhold, som påvirker værdien af din ejendom, og som vi ikke har taget højde for, kan du give os besked i en indsigelse.

Der kan fx være tinglyst servitutter på ejendommen, som vi ikke har kendskab til. Her er det vigtigt, at boligejerne giver os besked i en indsigelse.

Læs mere: Ændringer til din deklaration? Send en indsigelse

Tjek, om du tidligere har fået tillæg eller nedslag

På OIS Ejendomsdata kan du slå din ejendom op. Under ”Økonomi” kan du se tidligere vurderinger, hvad du tidligere har betalt skat af, og om du tidligere har fået tillæg eller nedslag.

Sådan finder du dine tidligere (historiske) vurderinger på OIS Ejendomsdata

 

Det er kun få ejendomme, der tidligere har fået nedslag. Hvis din ejendom er en af de få, og du er interesseret i, hvad begrundelsen var, kan du kontakte os.

Få information om skatterabat / reguleringsnedslag

Hvis din seneste vurdering er fra 2011 eller 2012, så har vi ikke en beregning, men du kan se principperne for beregningen i artiklen Rabatter (reguleringsnedslag) til ejerboliger.

Hvis ejendommens seneste vurdering er fra 2013 eller senere, kan du se beregningen på OIS Ejendomsdata.

Sådan finder du dine tidligere (historiske) vurderinger på ois.dk