Mest stillede spørgsmål fra boligejerne lige nu
Her kan du læse svaret på de mest stillede spørgsmål lige nu og få hjælp til at finde mere information.
Hvordan har vi beregnet den foreløbige 2024-vurdering?
Den foreløbige 2024-vurdering er en fremskrivning af den foreløbige 2022-vurdering til 2024-niveau. Vi har altså brugt den samme vurdering, men taget højde for den prisudvikling, der har været på boligmarkedet fra 2022 til 2024.
Fremskrivningen er baseret på indekstal fra Danmarks Statistik. Indekstallene er beregnet på kommunalt niveau, så der tages højde for, at priserne har udviklet sig forskelligt rundt om i landet. Derudover er tallene fordelt på ejendomstyper.
I de fleste kommuner er salgspriserne faldet fra 2022 til 2024. Det betyder, at de foreløbige boligskatter i disse kommuner vil være lavere i 2025, end de var i 2024.
Læs mere om, hvordan vi har beregnet den foreløbige 2024-vurdering
Hvad er dine muligheder, hvis du er utilfreds med din foreløbige vurdering?
Du kan ikke klage over din foreløbige vurdering, men du kan få ændret den i særlige tilfælde, fx ved køb, salg, ombygning og andre større ændringer – eller hvis du oplever, at din foreløbige vurdering er skæv.
Hvorfor er min vurdering anderledes end min nabos, hvis hus ligner mit?
Selvom din ejendom minder om din nabos – eller de måske ser helt ens ud – er vurderingen som regel ikke helt den samme. Det kan der være flere årsager til.
Fra data om salg af ejendomme i hele landet ved vi, hvor meget forskellige forhold gennemsnitligt påvirker salgsprisen på en ejendom – altså hvad en køber er villig til at betale for en ejendom. Det er forhold som fx:
- Beliggenhed: Afstand til fx motorvej, infrastruktur eller kyst – eller udsigt til hav eller sø.
- Placering i bygningen: Et enderækkehus er typisk mere attraktivt end de øvrige rækkehuse. Det samme gælder for en lejlighed, der ligger øverst i en ejendom.
- Vægtet areal: En ejendom kan være blevet ombygget, så loft eller kælder er inddraget til beboelse.
- Materialer: En ejendom kan have fået nyt tag eller ydervægsmateriale.
- Varmekilde: Ejendommen kan have skiftet til en anden varmekilde – fx fra olie til fjernvarme eller varmepumpe – eller have fået en supplerende varmekilde, fx brændeovn.
- Toiletter og bade: Der kan være bygget et ekstra badeværelse eller nedlagt et, der fandtes tidligere.
- Grundens form eller størrelse: En grund kan fx have en form eller hældning, som gør den uhensigtsmæssig at bygge på.
- Planforhold: Plangrundlaget afgør, hvad og hvor meget man må bygge på sin grund. Der kan være forskellige plangrundlag på hver sin side af vejen.
- Servitutter: En ejendom kan have en særlig servitut, der fx fastsætter, at grunden ikke må udstykkes, eller at der kun må bygges på en del af grunden.
Læs, hvilke forhold vi ser på, når vi vurderer
Læs, hvad forskellige forhold betyder for vurderingen af huse
Er din ejendoms ejer registreret forkert?
I nogle tilfælde sker der fejl i registreringen, når en ejendom skifter ejer, så der står en forkert ejer registreret i ejerfortegnelsen. Hvis det sker, kan du opleve fx at modtage information fra os om en ejendom, du ikke længere ejer – eller omvendt ikke at modtage noget, du venter på.
Kontakt kommunen
Du skal kontakte den kommune, din ejendom ligger i, hvis du mener, at ejerforhold ikke er registreret korrekt. Det er kun kommunen, der kan opdatere ejerfortegnelsen – det kan Vurderingsstyrelsen desværre ikke hjælpe med.
Har du fået en besked fra os, selvom du ikke længere ejer en ejendom?
Hvis du har ejet en ejendom efter 2011, som vi nu er ved at vurdere, får du besked fra os. Også selvom du ikke længere ejer ejendommen.
Du kan nemlig være berettiget til at få penge tilbage – altså en kompensation – hvis du har betalt skat af en for høj vurdering i nogle af eller alle årene 2011-2020. Du får besked fra os, uanset om du skal have penge tilbage eller ej.
Hvad skal du registrere, når du har købt eller solgt en ejendom?
Når du køber eller sælger en bolig, skal du rette i din forskudsopgørelse. På den måde sikrer du, at du betaler de rette boligskatter.
Se hvordan du gør – og hvad du ellers skal være opmærksom på
Har du spørgsmål om din deklaration til vurderingen for 2020?
Er du i tvivl om, hvad du skal være opmærksom på, når du tjekker din deklaration? Hvordan vi vælger referenceejendommene? Hvordan du sender en indsigelse, hvis der er fejl eller mangler? Eller hvordan du retter BBR-oplysninger?
Hvordan får du rettet dine BBR-oplysninger?
Du retter oplysningerne med digital selvbetjening på bbr.dk
Du kan se alle BBR-oplysninger om din ejendom på bbr.dk. Hvis du opdager fejl eller mangler, kan du rette oplysningerne ved at logge ind.
Når du har rettet oplysningerne, får kommunen besked, så de kan kvalitetssikre oplysningerne, før de bliver endeligt registreret i BBR.
Giv os besked om opdaterede BBR-oplysninger
Vi får ikke automatisk besked fra BBR om ændringer. Derfor skal du også sende en indsigelse her på Vurderingsportalen, hvis du allerede har fået din deklaration. Fristen for at sende en indsigelse er 4 uger, fra du fik din deklaration.
Hvornår og hvordan udbetales en evt. kompensation efter tilbagebetalingsordningen?
Når du har fået din vurdering for 2020, kan der gå et par dage, før du får din afgørelse om kompensation. Vi giver dig besked med digital post, når den er klar. Når du har fået afgørelsen om kompensation, udbetaler vi automatisk beløbet til din NemKonto efter ca. 5 måneder.
Kompensationen er fordelt, så hver ejer får sin egen andel. Beløbet skal altså ikke deles med andre.
Hvis du klager over en historisk vurdering, udbetaler vi kompensationen fraregnet det år, du har klaget over.
Hvis du har gæld til det offentlige, kan Gældsstyrelsen modregne gælden i din kompensation.
Har du spørgsmål om grundskyld, fordi du har fået din vurdering for 2020?
Ejendomsvurderingen for 2020 bruges til at beregne din grundskyld i 2021, 2022 og 2023.
Grundskyld til og med 2023 opkræves stadig af kommunerne
Det er kommunen, der opkræver grundskyld. Hvis du har spørgsmål om opkrævning af grundskyld for 2023 eller tidligere, skal du kontakte Borgerservice i din kommune.
Grundskyld for 2024 og frem opkræves over forskuds- og årsopgørelsen. Har du spørgsmål om din grundskyld for 2024 og frem, skal du kontakte os i Vurderingsstyrelsen.
Grundskyld på et foreløbigt grundlag
Fordi 2020-vurderingen har været forsinket, har du i første omgang betalt boligskat på baggrund af en tidligere ejendomsvurdering fra det gamle vurderingssystem. Når du får din 2020-vurdering, og vi skal efterregulere din grundskyld, tager vi højde for, at der er skatteloft på grundskylden, der begrænser, hvor meget grundskylden kan stige hvert år.
Læs mere: Sådan beregnes din grundskyld for årene frem til 2024
Har du andre spørgsmål?
Hvis du har andre spørgsmål, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til os.