Sådan beregner vi din skat, når du har fået et foreløbigt beskatningsgrundlag
Hvis din ejendom er nyopstået, skal du betale skat af et foreløbigt beskatningsgrundlag, indtil du får en ny ejendomsvurdering. Læs, hvordan vi beregner skatten af din ejendom.
Dine ejendomsskatter opkræves via din forskudsopgørelse – som en del af din personskat. Og forskudsopgørelsen bliver automatisk opdateret, når du får et foreløbigt beskatningsgrundlag.
Som boligejer betaler du 2 ejendomsskatter: Ejendomsværdiskat og grundskyld.
Sådan beregner vi din ejendomsværdiskat
Sådan beregner vi skatterabat på ejendomsværdiskat, hvis du ejede før 1. januar 2024
Sådan beregner vi din grundskyld
Din skat bliver tilpasset bagud, når du får en ny vurdering
Når vi fastsætter et foreløbigt beskatningsgrundlag, gælder det, indtil du får en ny vurdering af ejendommen. Når du får den, vil ejendomsskatten blive efterreguleret. Det betyder, at hvis du har betalt for meget, vil du få penge tilbage. Har du betalt for lidt, vil du blive opkrævet det, du mangler at betale.
Du kan ændre det foreløbige beskatningsgrundlag
Hvis du vil ændre dit foreløbige beskatningsgrundlag, skal du ringe til os på 72 22 16 16. Når du ringer til os, sørger vi for, at du er klar over, hvilken betydning den eventuelle ændring har for den skat, du betaler af ejendommen.
Er I flere, der ejer ejendommen?
Hvis I er flere, der ejer ejendommen, har det foreløbige
beskatningsgrundlag betydning for alle ejere.
Hvis I ønsker at få ændret jeres foreløbige beskatningsgrundlag, skal vi sikre os, at I alle er enige. Derfor skal I kontakte os på en af disse måder:
- Ring sammen til os
- Ring til os hver især. Vi noterer jeres samtykke, og når vi har samtykke fra alle ejere, kan vi ændre jeres foreløbige beskatningsgrundlag.