Helårshus
Et helårshus er et parcelhus, rækkehus eller flerfamiliehus, der bruges til helårsbeboelse.
Sommerhuse og andre fritidshuse
Et sommerhus eller andet fritidshus er et hus, der bruges som fritidsbolig, dvs. ikke til helårsbeboelse.
Her på Vurderingsportalen bruger vi ordet sommerhus, uanset om huset er et sommerhus eller et andet fritidshus.
Sommerhuse er fritidshuse, der ligger i områder, der har zonestatus som sommerhusområde ifølge planloven.
Vi bruger den samme metode til at vurdere sommerhuse og andre fritidshuse, uanset om de ligger i byzone, landzone eller sommerhusområde.
Flexboliger
En flexbolig er et helårshus, der må bruges som sommerhus – dvs. at der ikke er bopælspligt. Flexboliger vurderes som helårshuse.
Det er kommunerne, der fastsætter deres egne retningslinjer for flexboliger, og der er forskellige typer tilladelser. Hvis du ønsker at få flexboligtilladelse til dit helårshus, skal du derfor søge om det hos kommunen. Hvis du ønsker at ændre boligens status tilbage til helårshus, skal du blot give kommunen besked, så de kan rette i BBR.
Kolonihaver og kolonihavehuse
Der er forskel på, hvordan forskellige typer kolonihaver vurderes og beskattes. Det afhænger af ejerforhold og kolonihavens karakter.
De fleste kolonihaver er en del af en kolonihaveforening, der lejer sig ind på en grund, som er ejet af kommunen eller staten. Men der findes også andre typer af kolonihaver og ejerforhold.
Kolonihavehus på lejet grund:
Hvis du ejer et kolonihavehus på lejet grund, betaler du typisk en jordlege til ejeren af grund, men du betaler ikke selv grundskyld. Du betaler som udgangspunkt heller ikke ejendomsværdiskat. Men hvis kolonihavehuset har fået fastsat en ejendomsværdi, opkræves du ejendomsværdiskat på samme måde som for et sommerhus.
Læs mere om ejendomsværdiskat af huse – herunder sommerhuse
Kolonihavehus på egen grund:
Hvis du ejer et kolonihavehus, hvor du selv ejer både hus og grund, vurderer vi kolonihavehuset som sommerhus.
Læs mere om, hvordan vi vurderer huse – herunder sommerhuse
Læs mere om, hvordan vi vurderer kolonihaver