Indefrysningslån
Hvis din boligskat stiger, kan du indefryse stigningen med et lån, som du først skal betale tilbage, når du sælger din bolig.
Hvis din ejendomsværdiskat eller grundskyld stiger, kan du låne til stigningen med et såkaldt indefrysningslån. Du kan til- og fravælge indefrysningslån på din forskudsopgørelse frem til den 31. december i det år, du låner for. Lån for 2024 skal altså senest til- eller fravælges den 31. december 2024. Hvis du har tilvalgt lån for 2024, bliver det stiftet pr. 1. januar 2025. Derefter kommer der renter på lånet. I 2025 er renten på 2,66 %.
I 2024 har lånet en minimumsgrænse på 296 kr. I 2025 er den 307 kr. Hvis din skattestigning er under minimumsgrænsen, får du ikke et indefrysningslån.
Bemærk: Forskudsopgørelsen for 2025 beregner indefrysning på grundskylden, men ikke på ejendomsværdiskatten. Du kan bede om at få nedsat din ejendomsværdiskat på forskudsopgørelsen, hvis den er steget fra 2024 til 2025. Se hvordan i guiden nedenfor.
Se dine lån bag login på skat.dk
Lån for 2024 stiftes pr. 1. januar 2025. Fra starten af februar vil de fremgå af din låneoversigt i fanen ’Boligskattelån’ bag login på skat.dk. Her kan du også se den løbende tilskrivning af renter – og lave en frivillig indbetaling af et valgfrit beløb, hvis du vil indfri noget af lånet.
Indtil februar kan du se de forventede lånebeløb på din forskudsopgørelse for 2024.
Lån frem til 2024 bliver i kommunerne
Frem til 2024 kunne du indefryse eventuelle stigninger i din grundskyld med et lån hos kommunen. Disse lån bliver indtil videre i kommunerne og er fortsat rentefri. Hvis du vil have overblik over dine lån frem til 2024, skal du kontakte den kommune, der har bevilget lånet (den kommune, som ejendommen ligger i).
Fleksibelt lån
Renter på ny indefrysning fra 2024
Vælg/fravælg indefrysningslån på din forskudsopgørelse
Nedsæt din ejendomsværdiskat for 2025
Automatisk tillægslån, hvis din skatterabat var for stor
Sikkerhed for lånet
Pensionister kan fortsat låne til betaling af grundskyld
Boligejere, der har nået folkepensionsalderen eller modtager efterløn/pension, kan låne til deres grundskyld. Det samme gælder, hvis de ejer deres ejendom sammen med en ægtefælle, der er berettiget til folkepension eller modtager efterløn/pension. Frem til 2024 lå låneordningen i kommunen. Fra den 1. januar 2024 overgik ordningen til Skatteforvaltningen, men vilkårene er i hovedtræk de samme.