Forstå din boligskat

Læs, hvilke ejendomsskatter du betaler, og hvordan vi beregner, hvor meget du skal betale.

Som boligejer betaler du 2 slags boligskat

Ejendomsværdiskat

  • Huse: Skat af ejendommens værdi (grund og bygninger)
  • Ejerlejligheder: Skat af boligens værdi (lejlighed og beliggenhed)

Grundskyld

  • Huse: Skat af grundværdien, som den ville være, hvis der ikke var bygget noget på grunden. Grunden vurderes ud fra den anvendelse og udnyttelse, der giver den højeste værdi. Hvis man fx kan bygge mere på grunden, bygge i flere etager, udstykke den eller bruge den til erhverv, så udgør det en potentiel værdi, som er afspejlet i grundværdien.
  • Ejerlejligheder: Skat af grundværdien, der fastsættes ud fra lejlighedens beliggenhed og dens boligareal. Hvis der kan bygges flere kvadratmeter ejerlejligheder på grunden, udgør det en potentiel værdi, som også er indregnet i lejlighedens grundværdi.

Boligskatterne beregnes som en procentdel (skattesats) af den offentlige ejendomsvurdering. Men inden skatterne beregnes, trækker vi 20 % fra din vurdering. Der er nemlig vedtaget et såkaldt forsigtighedsprincip, der tager højde for den naturlige usikkerhed, der altid vil være, når man vurderer en ejendom.

Hvis du overtog din ejendom før 1. januar 2024, kan du også have en årlig skatterabat.

Læs mere om skatterabatten 

Foreløbig boligskat i første omgang

De offentlige ejendomsvurderinger for 2020, 2022 og 2024 er forsinkede. Derfor betaler boligejerne i første omgang boligskat på et midlertidigt grundlag. Når ejendomsvurderingen kommer, bliver boligskatten beregnet på ny og efterreguleret.

Ejendomsvurderingen for 2020

2020-vurderingen bruges til at beregne din boligskat i 2021, 2022 og 2023. Hvis du ikke har fået 2020-vurderingen endnu, har du betalt boligskat på baggrund af en tidligere ejendomsvurdering fra det gamle vurderingssystem.

Læs om efterregulering af 2020-vurderingen

Ejendomsvurderingen for 2022 og 2024

I 2024 skal du betale boligskat af en 2022-vurdering og i 2025/2026 skal du betale skat af en 2024-vurdering. Men vurderingerne er ikke klar. Derfor betaler du i første omgang skat af foreløbige vurderinger for 2022 og 2024. 

Læs om efterregulering af 2022-vurderingen

Se din boligskat på forskudsopgørelsen

På forskudsopgørelsen kan du se, hvad du i første omgang skal betale i boligskat.

Læs mere om boligskat på forskudsopgørelsen for 2024

Se, hvad du skal være opmærksom på, når du kigger på din forskudsopgørelse for 2025